On this page, you’ll find information in Danish for patients and relatives regarding ways of participating in the INCEPT project.

Er du tidligere intensivpatient eller pårørende?

Forskning er afgørende for at få adgang til den nyeste viden og til de bedste metoder og behandlinger, der skal garantere at vores patienter tilbydes sundhedsydelser og behandlinger af højeste kvalitet.

Denne side er målrettet dig, der er tidligere intensivpatient eller pårørende. Som tidligere intensivpatient eller pårørende har du en særlig viden og erfaring, som vi gerne vil gøre brug af, når vi forsker for at skabe den bedst mulige kvalitet på intensivafdelingen. Det er ikke et krav, at du som patient kan huske din intensivindlæggelse.

Vi ønsker derfor at involvere dig som tidligere intensivpatient eller pårørende i udviklingen af vores forskningsindsatser.

Du kan deltage i arbejdet på to måder: Enten som medlem af vores forskningspanel eller ved at deltage i vores aktuelle forskningsprojekter


Forskningspanelet

Forskningspanelet er et rådgivende organ bestående af tidligere intensivpatienter, pårørende, fagpersonale (læger, sygeplejersker, og andre faggrupper), og forskere, der sammen kan være med til at identificere, definere, og prioritere vores indsatser på forskningsområdet på intensiv. Derudover kan forskningspanelet give feedback på øvrige forskningsrelaterede spørgsmål såsom hvordan vi inkluderer deltagere, processen omkring informeret samtykke, informationsmateriale, med mere.

Som deltager i forskningspanelet får du som patient eller pårørende således mulighed for at give et patientnært bidrag til udviklingen og håndteringen af vores forskningsprojekter, som har til sigte at forbedre behandlingen af intensivpatienter.

Der er forskningspaneler i de fleste danske regioner, så vi kan sikre en bred geografisk repræsentation af patienter, pårørende, fagpersonale og forskere. Kontakt os, hvis du ønsker at høre nærmere og eventuelt blive en del af de enkelte regioners forskningspaneler.

Go to top

“Vi deltager i forskningspanelet, fordi vi gerne vil komme med input, som på sigt kan komme andre til gavn. For os er det vigtigt, at der arbejdes med at gøre en indlæggelse på intensiv så god og skånsom som muligt, så man ikke traumatiseres unødvendigt. Og så er det samtidig vores måde at give noget tilbage på.”

Michael og Tine (tidl. intensivpatient og pårørende)
Forskningspaneldeltagere i Region Hovedstaden

Aktuelle forskningsprojekter

Udvikling af et sæt effektmål 

Når vi forsker for at forbedre behandlingen af intensivpatienter, laver vi undersøgelser, hvor vi f.eks. sammenligner behandling med ét lægemiddel med et andet.

For at undersøge, hvordan behandlingerne virker, måler vi på de positive og negative resultater, også kaldet effektmål.

Dette forskningsprojekt har til formål at afdække og prioritere, hvilke effektmål, der generelt er væsentlige at måle på for såvel patienter som pårørende, fagpersonale, og forskere. På baggrund af resultaterne udvikles et sæt effektmål der kan bruges som udgangspunkt for fremtidig klinisk forskning på intensive afdelinger i Danmark og udlandet.

For nærmere forståelse af hvad et sæt effektmål er, kan du se denne video.

Indtil videre er effektmålene udvalgt, og fremadrettet arbejder vi på hvordan de præcis skal defineres og måles.

Go to top